ANTIMOBBE STRATEGI
Handleplan – Antimobbe-strategi
Formål
Holstebro Friskole og børnehaven Klods Hans’ antimobbestrategi beskriver det forebyggende arbejde, der dagligt bliver gjort af skolens ledelse, lærere og pædagoger. Det forebyggende arbejde skal sikre en høj trivsel blandt elever og børnehavebørn samt forhindre at mobning og ekskluderende fællesskaber opstår.
Definition
Holstebro Friskole og børnehaven Klods Hans definerer mobning som gentagen/systematisk forfølgelse, chikane eller drilleri, der har taget overhånd, af et eller flere børn/elever.
Mobning kan foregå i både grupperelationer eller enkeltpersoner.
Forebyggende arbejde
Hverdag gennemføres trivselsfremmende aktiviteter, med det formål at styrke fællesskabet og forhindre at mobning opstår. Aktiviteterne er fast forankret i de Grundtvig-Koldske værdier.
Børnehaven Klods Hans arbejder med Mary Fondens projekt ’Fri for mobberi’. Projektet er et pædagogisk antimobbeprogram, som styrker børns fællesskaber og forebygger mobning. Programmet tager udgangspunkt i at arbejde med at fremme mobningens modsætning: Et trygt og inkluderende børnefællesskab https://www.maryfonden.dk/projekt/fri-for-mobberi/
Friskolen arbejder med følgende forebyggende tiltag:
Morgensang/fortælling og ’morgenvenner’:
Eleverne mødes hver dag til fælles sang og fortælling (0.-9. klasse). Det at synge sammen styrker fornemmelsen af at tilhøre et fællesskab. De yngre elever (0. og 1. klasse) har tilknyttet en ældre elev som morgenven. Den ordning øger kendskabet til hinanden og trygheden de forskellige klassetrin imellem.
Elevråd:
Elevrådet består af en lærerrepræsentant samt én elevrepræsentant fra 4. til 9. klasse. Elevrepræsentanterne vælges ved skoleårets start. Elevrådet er et forum, hvor man har et åbent blik på børneperspektivet og udvikler på skolens kultur omkring ”demokrati og medborgerskab” med fokus på de Grundtvig-Koldske værdier om dialog og samarbejde. Elevrådet udarbejder et årshjul med beskrivelse af årets opgaver/projekter samt en mødeplan for årets elevrådsmøder.
Tæt skole/hjemsamarbejde:
Holstebro Friskole har et meget nært miljø. Forældre, elever og personale kender hinanden godt. Én af de grundlæggende forudsætninger i skole/hjemsamarbejdet er åbenhed.
Vi vægter den mundtlige dialog frem for den skriftlige, da vi herved undgår unødvendige misforståelser.
Fælles udflugter, udlandsrejser, primilejr:
I løbet af et skoleliv på Holstebro Friskole deltager eleverne i diverse fælles udflugter, primilejr, kulturture og udlandsrejser, hvor kultur, fællesskab, medindflydelse, selvstændighed og bæredygtighed er i fokus.
Kulturberigelse – hvor vi vil danne, udfordre, udforske og udvide horisonter via ture med fagligt og kulturelt indhold.
Fællesskabet – at være den gode rejsekammerat for andre - og måske selv få en ny kammerat?
Medindflydelse og planlægning – at arbejde med demokratisk deltagelse og medbestemmelse, hvor eleverne skal være deltagende, tage initiativ og ejerskab over deres egen hverdag.
Selvstændighed – at være væk fra hjemmet og ”at kunne klare sig” og at kunne agere i andre kontekster.
Bæredygtighed – hvordan rejser vi ”grønt” og ser ind i fremtiden? Bæredygtighed, FN’s Verdensmål, affaldssortering, insekthuse og ”grønne” projektuger - er det virkelig en dagsorden, der skal fylde i både skole og dagtilbud? Det korte svar er JA iflg. forskere, det skal skrives ind i alle læreplaner for alle fag! Det er nødvendigt at arbejde med bæredygtig dannelse hver dag - som en del af kerneopgaven. Bæredygtig dannelse handler om, at vi skal danne os selv og de kommende generationer til at bære livet videre på en ”dygtig” måde.
Samarbejde mellem klasserne:
Vi har fokus på både sociale- og faglige fællesskaber, hvor vi samarbejder på tværs af klasserne. Både kontinuerligt og efter behov.
Legeaftaler i pauserne:
Iværksættes af klasselærerne og gårdvagterne efter behov. Desuden har vi en ”legepatrulje”, der er vokseninitieret, der har til formål at styrke børnenes leg på tværs af klassetrin.
Velkomstudvalg/kontaktfamilier:
Nye familier bydes velkommen af bestyrelsens ’velkomstudvalg’, der introducerer skolens liv og såfremt den nye familie ønsker dette, tilknyttes en kontaktfamilie.
Trivselsdag og trivselsuge:
Hvert år afholdes fælles trivselsdag for hele skolen (0.-9. klasse). Ligeledes afholdes der hvert år en fag- og trivselsuge, hvor der bl.a. afsættes tid til den årlige trivselsundersøgelse. Efterfølgende udfærdiges der en handleplan for hvert trin.
Teammøder:
Hver 14. dag afholdes der teammøder i hhv. indskolingen, mellemtrin og udskolingsteam. Her evalueres klassernes og elevernes trivsel. Såfremt der skal handles på en konkret sag, aftales forløbet også i forbindelse hermed.
Klasselærerens rolle:
I dagligdagen følger klasselæreren kontinuerligt klassens og den enkelte elevs trivsel, og man sparrer altid med teamet og ledelsen. Klasselæreren samarbejder med alle, der har kontakt med eleven i hverdagen, og samler informationer til en afdækning og forståelse af, hvordan eleven kan hjælpes.
Forældre- og klassearrangementer:
Der afholdes i løbet af et skoleår tre forældremøder m/spisning.
Forældrene laver arrangementer for klasser, fx fællesspisning.
Fælles rengøring og arbejdsdage, hvor både børn og voksne deltager.
Ved at styrke det sociale sammenhold i forældregruppen, ved vi fra alle undersøgelser, at det forplanter sig til elevgruppen. Når man kender hinanden, er det nemmere at løse eventuelle konflikter i en god tone.
Børns Vilkår:
Medlemskab af Børns Vilkår https://bornsvilkar.dk/stot/institutionsmedlem-grundskolen/
Vi samarbejder med Børns Vilkår om konkrete tiltag i klasser, hvor der køres forløb, der også inkluderer forældremøder til afrunding. Desuden anvender vi Børns Vilkår til foredrag for forældre om digitale fællesskaber samt temadage for elever.
SSP:
Vi har et tæt samarbejde med den tildelte SSP-medarbejder, der jævnligt besøger friskolen. Vi følger Læseplanen fra SSP, hvor der er udarbejdet emner til samtlige klassetrin – læs mere i nedenstående link.
https://holstebronx.nu/index.php?open=17857&menu_id=79
Supervision af personale:
På Holstebro Friskole bliver hele og dele af personalegruppen jævnligt undervist i anvendelse af KRAP-metoden.
KRAP-metoden er en anerkendt tilgang, der kan hjælpe med at håndtere adfærdsproblemer og følelsesmæssige udfordringer på en ressourcefokuseret og anerkendende måde. Metoden er udviklet af Lene Metner og bygger på teorier om kognitiv terapi, systemisk teori og positiv psykologi.
https://krap.com/krap-metoder/
Handleplan ved konstateret mobning
Holstebro Friskoles værdigrundlag vil kunne afspejles i handleplan mod mobning. Åbenhed, dialog og samarbejde vil være grundlæggende redskaber til håndtering af en eventuel mobbesituation.
Det skal bemærkes, at mobning kan tage forskellige former. Dermed vil der i alle tilfælde være tale om individuelle løsningsmodeller. Nedenstående handleplan fremstår derfor overordnet og ikke beskrevet i konkrete detaljer.
Hvis friskolen bliver gjort bekendt med mobning eller optræk til mobning gennem personaleobservationer, forældrehenvendelser, følges følgende procedure:
- Afdækning af mobning gennem samtale med de involverede parter. Her underbygges med relevante KRAP-modeller, for at opnå bedst mulig afdækning af problematikken.
- Orientering af parternes forældre, såfremt de endnu ikke er bekendt med situationen.
- Åbenhed om situation i klassen/elevgruppen/forældregruppen. Rollerne i situationen afdækkes i fællesskab, da mobningens mekanismer tager udgangspunkt i en gruppedynamik. Der træffes forpligtende aftaler parterne imellem.
- Forældre orienteres løbende i forløbet. Om nødvendigt kan de inddrages i konkrete aftaler på vegne af børnene/eleverne.
Kommandovej for forældre
Start med at kontakte klasselærer/kontaktpædagog. I de tilfælde, hvor konflikten kræver det – involvere klasselærer/kontaktpædagog andre lærere/pædagoger og skolens ledelse.
Kendskab til skolens antimobbestrategi
Strategien forefindes i personalehåndbogen samt på ViGGO og vores hjemmeside.
Evaluering
Strategien evalueres årligt i personalegruppe. Nærværende udgave er revideret januar 2025.